JB blev officielt stiftet den 07. oktober 2003 ved et kick-off møde i Idrættens Hus i Brøndby.


Formålet med at danne et hold bestående af de bedste junior-snowboardere i Danmark er at skabe grobund for at løberne kan udvikle sig frem mod OL 2010. Samtidig med at løberne udvikler sig på løjperne er det også hensigten at de uddannes til at være rollemodeller for yngre snowboardere. Juniorboardere kan komme fra hele landet, men det er et krav at man er medlem af en dansk ski- eller snowboardklub under Dansk Ski Forbund.


JB består af en gruppe (A-holdet) på op til 12 løbere, der som minimum skal have deltaget i DM og opnået en placering blandt de 20 bedste. Bemærk, at der til DM løbes i en fælles voksen-klasse og det er i den gruppe placeringen tælles.


Derudover skal vi have en talentgruppe, der hele tiden skal presse på for at komme ind på A-holdet. Der er for nærværende ingen begrænsning på deltagelse på talentholdet. Begge grupper kan på lige fod deltage i træningssamlinger, undervisning, kurser og konkurrencer. Det er dog kun løbere fra A-holdet der af DSKIF vil få tilladelse til at stille op ved Junior-verdensmesterskaberne (JWC).


Endelig vil der omkring JB blive dannet en kreds af supportere, der på forskellig vis vil hjælpe løberne og deltage i praktiske arrangementer. Disse JB-supportere vil også få tilbud om at deltage i samme aktiviteter som løberne, hvis der er plads.


Gruppens aktiviteter skal primært finansieres ved løbernes egen betaling, men der vil dog blive søgt om tilskud fra snowboard-udvalget og løbernes hjemmeklubber. Ligeledes vil der blive arbejdet på at gruppen får sponsorer, der kan hjælpe med at løberne får det bedste udstyr og dermed de bedste muligheder for at opfylde formålsparagraffen. Løberne kan naturligvis selv indgå aftaler med sponsorer, men individuelle sponsorater må ikke konflikte med holdsponsoraterne. Hvis det sker går holdsponsoratet forud for den personlige sponsor ved alle landsholdsarrangementer.

 

A-Landsholdet

Alle bliver ældre og derfor holder vi sammen på de riders, der overskrider aldersgrænsen på 20 år. Disse riders tilbydes at fortsætte på seniorlandsholdet, hvor der er en væsentlig større grad af selvbestemmelse og selvfinansiering.